I Stalden...

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Hendes gådefulde glimt i hendes øjnene, var igen kommet frem ”Så er spørgsmålet, hvornår man kan føle sig sikker…?” hun smilede sit kærlige og udfordrende smil, mens hun forsat nussede hans nakke blidt…
Roligt lå hun i høet, og så opmærksomt op mod ham. Han så hvordan Venessa selv var begyndt at slappe af og nyde øjeblikket med ham. Hendes klare øjne så på en og samme tid, gådefuldt og kærligt på ham…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Jeg føler mig sikker her og nu" sagde han og mødte hendes gådefulde blik med sine varme øjne, hendes berøring sendte små bølger gennem den hærdede krigers krop og fik hans muskler til at slappe mere og mere af. "her, sammen med dig føler jeg mig helt rolig og sikker,her slapper jeg af" fortsatte han med et varmt smil,
Han så stadig dybt ind i hendes øjne og sluttede sin talestræm med at give hende et forsigtigt men kærligt kys.

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Renfrew mærkede hvordan hun besvarede hans kys. Hendes bløde læber, der blidt pressede sig mod hans...
Mildt smilede hun kært op til ham ”Det glæder mig…” var hendes eneste svar, som om det sagde alt. Alt i mens hendes fingre forsat forsigtigt gled op og ned af hans nakke.
Sådan lå de lidt, mens hun betragtede ham. ”Hvad er det De frygter mest…?” lød det pludselig, som om det var det mest naturlige spørgsmål at komme med…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Renfrew så lidt forbavset på hende og svarede:" det er her jeg burde svare at jeg intet frygter, men sandheden er at jeg frygter min egen utilstrækkelighed mere end noget andet. Jeg frygter at jeg ikke lever op til at være det som folk forventer jeg er."
På trods af det alvorlige emne forblev hans mine kærlig og blid, han holdt hende tæt til sig og nød hendes berøring af hans nakke, med små dæmpede suk.

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Hun betragtede ham opmærksomt, mens han talte. Stille lod hun sig falde tilbage til sine egne tanker, og lod dem flyve af sted. Hun kendte selv alt for godt, fornemmelsen af aldrig at være tilstrækkelig. Ikke at leve op til andres – hendes mors – forventninger…

Atter vendte hendes sind tilbage til nuét. Hendes blå øjne betragtede forsigtigt Renfrew. Endnu en gang så hun sit snit, da denne paladin slappede af i et roligt øjeblik. Hurtig og smidigt fik hun snoet sig ud af hans kærlige tag, så det nu var hende der var øverst. Hun smilede drilsk til ham…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Blidt lod renfrew sin ene hånd kæle for hendes ryg, hans klare øjnse strålede i det nu røde lys i stalden. Han holdt hende roligt fast til sig og smilede glad op til hende.
Da hans øjne fangede hendes drilske blik smilede han og rødmede let. Den uvandte situation var tydeligt noget den ellers så alvorlige paladin fandt sig meget tilpas ved.

Kort var det som om han ville sige noget men istedet blev det han var ved at sige til en let latter

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Venessa standsede op i sin bevægelse. Hun havde rakt ud efter sin bog der lå i høet lidt fra dem, i stedet så hun ned på Renfrew, med en spørgende mine, som for at få ham til at gentage. Med sine rolige blå øjne fangede hun hans blik. Hendes øjne udtrykte godhed for det hun så, og alligevel virkede hendes blik stolt og egenrådig …
Hun smilede nysgerrig til ham, som for at få ham til at gentage…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Dette her er virkelig et dejligt øjeblik" renfrews stemme var mild da han talte og hun kunne forstå at det var det han ville have sagt før.
Han kælede stadig kærligt for hendes ryg og fortsatte så:"Det er dejligt, at være her med dig,"

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Hendes kinder blusser igen op, og giver lidt liv i det blege ansigt og hun smiler sødt til ham, som tak..
Igen strækker hun sig frem for at få fat i bogen, som hun knuger ind mod sig. Med sin frie hånd aer hun blidt Renfrews kind. Hendes øjne har igen fået et gådefuldt glimt, mens hun står og betragter ham kærligt…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Renfrew stillede sig hen til hende og så hende dybt i øjnene. hans blide smil var stadig varmt og han holdt hånden blidt på hendes hofte.
Han kyssede hende blidt uden at sige et ord,

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Hun så kært på ham, med sit glimt i øjnene…

Pludselig rakte hun frem, og rørte ham på skulderen ”Du er den” lød det udfordrende inden hun løb ud af ladedøren og ud i det dejlige solskinsvejr…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Kort stod Renfrew og blikede med øjnene så løb han grinende efter hende ud af stalden

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Da han kom udenfor ramte middags solens varme stråler ham. Rundt omkring kunne han høre, hvordan lærken, solsorten og andre fugle kvidrede løs om forårets kommen. Vinden slog mildt i mod hans ansigt…

Han så sig omkring og genkendte mange af Højelverne fra lejreren, der nød godt af foråret. Kvinderne havde båret deres spinderokker og væve udenfor, flere af mændene brugte middagen på at træne og rundt omkring legede de kære højelverbørn. Glade skrig, højlydte sludren og sladren overdøvede næsten de høje stød, der lød når våben mødes…

Men lige meget hvor meget Renfrew så rundt var Venessa forsvundet…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Renfrew satte sig ned på en lille stup ved staldens dør, han missede med øjnene og så sig lidt om. Han sad der og spekulerede på om det der lige var sket havde været en vidunderlig drøm.
Han smilede og hvis nogen så ham kunne de se han var meget, meget glad