sommeraften ved den lille bådebro

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Renfrew synes et kort øjeblik at se Venessas øjne stråle mere end før. Hun lod sit blik vende tilbage mod søens vand. ”Det er jeg glad for… Det er ret at føle sig velkomme” et lille, stolt smil lå på hendes læber.

Atter så hun på ham med sit smil ”Men jeg mente det Renfrew. Talegaven findes hos andre og den bør udnyttes…” Hendes øjne udtrykte både glæde, men også alvor ved hendes ord...

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Renfrew smilede og sagde:" Det bliver den. Vores to nye diplomater er gode med deres taleevner og efterlader mig med mere tid til at træne vores soldater så de unge elvere kan mestre deres foretrukne våben."
Han tog hendes hånd og uden sin normale tøven kyssede han den kort.

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Hun trak genert hånden til sig, dog uden smilet på hendes mund forsvandt.
Med sine livsglade og nysgerrige øjne så hun på ham. ”Vores nye diplomater…?” lød hendes stemme spørgende…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Blandt de forstærlninger jeg har hidkaldt var der to diplomater, en kvinde og en mand. De sørger for at tale for vores råd ved møder med menneskerne og den slags, som jeg ikke egner mig til."
Han smilede og så lidt flov ud over sit klodsede kærtegn.
"Jeg mente det var bedst at få andre til at tale hvor jeg eller højpræsten ville komme til at sige noget dumt"

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

”Det kan der være visdom i” svarede hun bekræftende. Forsigtigt lod hun blidt sin hånd berører hans. ”Fortæl om de nye” opfordrede hun ”Hvem er de? Hvor kommer de fra?” hun lod sit blik falde, flov over hendes så direkte nysgerrighed…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Den ene er en kvinde der kom sammen med vores balsamørs lærling, den anden er en mand som kom sammen med en præstinde og deres livvagt. Alle kommer fra mit hjemland Thaulamera, vores høje dronnnings hjem. Den mandlige diplomat og hans vagt er lidt resaverede men meget venlige når man får dem i tale."

Han smilede ved hendes berøring og virkede lettet over at tale med hende igen. solens stråler farvede verdenen omkring dem rød.

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

”Dejligt med nye folk. Det er godt at se hvordan lejren vokser” hendes stemme var varm, da hun talte. ”Jeg glæder mig meget til at møde dem” hun smilede glad, mens hun lod sit blik glide mod solnedgangen ”Kender vi deres navne?”

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

den kvindelige diplomat hedder Lilliana, den mandlige kalder sig Darnos. men jeg er ikke sikker på livvagtens navn da han kun talte meget lidt. Præstinden fik jeg aldrig navnet på da hun ikke anså mig som værdig for hendes opmærksomhed."
Renfrew lo lidt ved tanken og strakte sin ene arm ud og rørte i den lille gryde.
"Ganske dejligt at se at der kommmer nye folk til vores lejer"

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Stadig med blikket rettet mod den nedgående sol, lyttede Venessa til Renfrew. Den milde vind strøg blidt ned over dem, og kærtegnede hvert et siv i søen, som blad på grenen.
På Venessas pande lå en dyb rynke, om det var eftertænksomhed eller bekymring var svært at sige…
”Hvor længe agter de at blive i Mintaria og hvad er deres videre formål?” spurgte hun med toneløs stemme, forsat med sit blik rettet mod det klare vand i søen…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Renfrew så på vandet og lod sine bare fødder plaske lidt i vandet. Han sagde roligt men sørgmodigt:" indtil Mintaria er et sikkert sted for de elveres som ikke følger Tarini, mit formål... er at beskytte højelverne og træne vores hær så vi kan slå tilbage mod vores fjender. Hvorfor spørger du Vennessa?"
Han så på hende og der var noget i hans stemme der gav en hentydning om at han havde udeladt noget af sit svar

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Hendes ansigt var stadig vendt mod søen, men det virkede ikke længere, som om hun så det smukke syn lige foran hende. "Men et højelversamfund skal ikke bygges på en hær, så bygges det på frygt. Det skal bygges på respekt – en respekt der er gensidig” hendes stemme var ganske lav, måske var det mere henvendt til hende selv, blot en talt tanke?

Hun drejede sig, så hendes øjne kunne møde hans. En svag skygge lå over hendes ansigt og de alvorlige øjne. ”Fordi De går forbi Rådet, Renfrew” hun havde svært ved at skjule den skuffelse der lå i hendes ellers rolige stemme…

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Jeg er kun gået forbi rådet en gang.. og det var fordi rådet ikke kunne samles og en beslutning måtte tages. Jeg vil ikke lade sortelverne herske over os aldrig nogen sinde"
Han så koldt udover vandet" nogen måtte gøre noget, og rolig jeg vil ikke bygge et samfund på frygt men i mintaria er en hær nødvendig ellers bliver vi knus af vores fjender de Tarini tro ønsker os døde og det er min opgave at forsvare os alle, det kan jeg ikke gøre uden en hær"

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Igen drejede hun sit ansigt væk fra ham. Rynken på hendes pande var atter kommet frem, denne gang på grund af en undren og en tvivl.
Der var stille imellem dem et øjeblik, mens Renfrews ord synes at falde på plads.
”Det er ikke sotelverne, jeg taler om Renfrew. Det er de nye – diplomaterne. Hvem har taget den beslutning, at det er dem, der skal fører højelvernes ord og ikke Rådet?” hendes stemme var forbløffende rolig, til trods for Renfrew kendte hende godt nok til, at vide at vreden lå som en ulmende glød på en tørkeramt mark, ikke langt bag hendes kølige stemme..

Indmeldt : 20. feb 2008 Indlæg : 233

Balsamørens lærling tog beslutningen" Renfrew sukkede:" jeg er under hende i alle henseender hun er præst og jeg er tempelvogter så jeg kunne ikke sige hende imod, og uden højpræsten var hun kirkens stemme i rådet. Beslutningen om diplomaterne blev taget uden om rådet og uden om mig jeg adlød bare, da hun ellers ville opgive mit navn til maskerne og det ville blive min død, hun ved ting, ting jeg ikke har fortalt andre end dig.. Hun kender til min tid i grænsekrigen og til kilden til mine magiske evner. Hun ved hvad Toki og Argil gjorde ved mig og hun ved at jeg har hjulpet med at holde Kumanis kræfter ved lige her i landet"

Hans øjne skindede og hans hænder rystede men han holdt sin vrede i sig og sagde:" Jeg vil afholde et rådsmøde så der kan rettes op på dette igen, det er ikke for sent endnu men det kræver at rådet kan samles ordenligt. Fra denne måned frem vil ingen Diplomater forhandle på vores vejne uden om rådet "

Indmeldt : 06. mar 2008 Indlæg : 223

Venessa synes at være faldet lidt ned under Renfrews tale. Hun havde i hvert fald vendt sig mod ham igen, og set på ham uden skuffelse og had rettet mod ham. ”Hvilken ret har Balsamørens lærling i forhold til den enkle elver og Rådet? Hvorfra ved vi, at hun er præstinde i Dahans navn?”
Venessa havde forsat svært ved at skjule over for Renfrew, som kendte hende for godt, hvor tråd på hun følte sig af denne kvinde.

Et øjeblik lod hun sit blik falde for at finde sin indre styrke igen. ”Og hvorfor er det forkert at hjælpe Kumanis? Hvem er den moder er nægter at hjælpe sit barn?” hendes stemme var miserabel og vred. Renfrew gættede på at disse føleser stammede fra et lignende nederlag, hun havde oplevet en gang for mange år side…